Hyld, tomat og rabarber
Med en frugtig ekstra jomfruolivenolie, rabarber, og nogle ordentlige, modne tomater, er denne salat en lækker frokostret, let aftensmad, eller tilbehør til grillet kød

30
Forret, frokost, salat
Dansk
4
Ingredienser
- 3-4 spsk ufortyndet hyldeblomstsaft (lav evt. din egen, men hvis ikke, så vælg en af god kvalitet)
- 5-6 spsk ekstra jomfruolivenolie – her vores Manzanilla Cacereña, som dufter og smager af grønne æbler
- Reven skal og saft af en økologisk citron
- 1-2 tsk dijonsennep
- Flagesalt og peber
- 2 små stilke rabarber
- 500 g tomater, gerne cherrytomater, men andet kan også gøre det, bare de er modne og smagfulde
- Feta, mozzarella eller burrata (vælg det, du bedst kan lide)
- Friske krydderurter, fx oregano, citronmelisse, dild, basilikum, eller hvad du nu bedst kan lide
- En hyldeblomstskærm
Sådan gør du
- Først til dressingen. Pisk hyldeblomstsaft, olie og sennep sammen med saft og skal fra citronen, Smag til med salt og peber. Prøv dig frem, til dressingen har en smag, du kan forestille dig sammen med tomater
- Snit 2 små stilke rabarber skråt i 2 mm tykke skiver. Læg dem i dressingen i 15-30 min. De skal råmarinere, men stadig have bid
- Mens rabarberne marinerer, skærer du 500 g tomater op. Vælg gerne cherrytomater i forskellige farver, som halveres. Du kan også bruge større tomater, så deles de i både. Det allervigtigste er, at de er modne. Ellers smager de af ingenting. Anret dem i et smukt fad eller på en flot tallerken
- Inden servering hældes dressingen med rabarberstykkerne over tomaterne.
- Er du til ost, så er en rigtig god feta et lækkert tilbehør. Den smuldres over salaten. Du kan også eksperimentere med andre ostetyper (burrata, mozzarella)
- Tilsæt friske krydderurter efter smag. Oregano er godt - det kunne også være citronmelisse, eller andet grønt
- Pluk blomster af en hyldeblomstskærm, og drys over