Efterår og vinter er suppetid i Danmark. Her kommer opskriften på en helt vidunderlig tomatsuppe. Bemærk fraværet af bouillon. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt, da smagen af tomaterne er så kraftig. Den kraftige smag lokkes frem ved at bage tomaterne ved høj varme. Basilikum er tilsat flødeskummet, og ikke suppen, da krydderurten derved bevarer sin smukke, grønne farve.Suppen egner sig fortrinligt som gæstemad, både som forret og som hovedret, da alt kan laves færdig på forhånd, så man kun skal ”samle” suppen inden servering.
Forb. tid 30 minutter min
Tilb. tid 30 minutter min
Ret Forret, Suppe
Køkken Italiensk, Middelhavet, Spansk
Antal 4 personer
Ingredienser
- 1,5 kg. tomater i store tern
- 1 stk. peberfrugt i store tern
- 1 stk. chilipeber i store tern
- 2 fed hvidløg i skiver
- 1,5 dl. ekstra jomfruolivenolie lavet af fx Manzanilla Cacereña-oliven
- 3 stk. skalotteløg (eller rødløg, eller andre løg, men så er to nok)
- 4 spsk. balsamicoeddike
- 2 dl. piskefløde
- 1-2 håndfulde frisk basilikum hakket fint
- 1 håndfuld mandler hakket groft
Sådan gør du
- Tomaterne, peberfrugten og chilipeberen fordeles i en bradepande og drysses med salt og peber. Hæld c. 1 dl. olivenolie over, vend godt rundt, så grøntsagerne dækkes af olien. Bages ved 220C i 12-15 minutter.
- Mens grøntsagerne bager, tilberedes løgene. Hak løgene groft og svits i ekstra jomfruolivenolie, til de er klare.Tilsæt balsamicoeddike og kog ind ved medium varme, til der kun er lidt væde omkring løgene.
- Når de bagte grøntsagerne er afkølede, blendes de med de balsamicokogte løg, til massen er jævn. Smag til med salt og peber. Tilsæt lidt vand, hvis du synes, suppen er for tyk.
- Pisk fløden til stift skum. Rør friskhakket basilikum i skummet. Sæt toppe på et skærebræt, beklædt med bagepapir. Du kan bruge en sprøjtetylle, men en spiseske kan også bruges. Det frosne skum vil så få form som et æg (også kaldet quenelle). Sættes i fryseren, til de skal bruges.
- Hak en håndfuld mandler groft. Rist dem på en tør pande ved medium varme, til de har fået lidt farve, og sæt dem til side.
- Ved servering varmes suppen op og portionsanrettes i tallerkner. Læg en frossen flødeskumstop i midten, hæld lidt olivenolie oven på toppen, drys med de ristede mandler og pynt evt. med et basilikumblad til sidst.Servér evt. med et godt flute, hvis suppen skal fungere som hovedret. Eller lav selv croutoner af store tern ciabatta-brød, som stænkes med olivenolie, drysses med salt, og bages i ovnen ved 200C, til brødet er gyldent.
- Orker du ikke besværet med at fryse skummet, kan du springe fryseprocessen over og bare lægge en klat friskpisket flødeskum i suppen. Snyd dog ikke dig selv for smagen af den friske basilikum. Forskellen på de to metoder er, at ikke-frosset flødeskum smelter omgående, hvorimod det frosne skum smelter langsomt i suppen. Er du ikke til mælkeprodukter, kan du naturligvis udelade det helt. Dryp i stedet med olivenolie.
Keyword basilikum, Olivenolie, Suppe, Tomat, Vinter