Udgivet i Skriv en kommentar

Vandmelonsalat med bagte oliven, feta og limemarinerede rødløg

En lækker forårs/sommersalat, frisk og velsmagende. De bagte oliven tilfører salt til vandmelonens sødme, og så tager limemarineringen toppen af den skarpe løgsmag, uden at fjerne sprødheden.
Ret Forret, frokost, Salat
Køkken græsk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1/2 vandmelon i store tern
  • 150 g feta
  • 1/2 rødløg
  • 2 stk limefrugt
  • 1 stor håndfuld bredbladet persille
  • 1 lille håndfuld mynte
  • Sorte oliven
  • 1 rosmarinkvist
  • friskkværnet peber
  • ekstra jomfruolivenolie

Sådan gør du
 

  • Start med at bage oliven. Køb fx Kalamata-oliven, og udsten dem gerne inden bagning. Hak en kvist rosmarin og fordel det over de udstenede oliven i et ildfast fad. Tilsæt ekstra jomfruolivenolie (en del, de skal være gennemvædede), og bag dem i ovnen ved 200C i ca 30 min, til de er faldet sammen, men ikke er tørre. Sæt til side til afkøling, mens du laver resten af salaten (oliven kan bages i god tid, de tager ikke skade af at vente)
  • Skær rødløget i tynde skiver, læg skiverne i en skål og tilsæt saft af to limefrugter. Sæt til side. Det har godt af at stå en halv times tid.
  • Skær vandmelonen i store tern og fordel ternene i en pæn skål eller på et fint fad
  • Skyl persillekvistene og fjern de groveste stilke. Derefter skal de ned til vandmelonen i hel tilstand. De skal ikke hakkes, da persillen fungerer som salatblade.
  • Skyl myntebladene og giv dem samme behandling som persillen. Du kan evt. strimle bladene, hvis de er for store.
  • Tilsæt nu de marinerede løg sammen med marinaden.
  • Hæld ekstra jomfruolivenolie over, og vend forsigtigt rundt.
  • Tilsæt smuldret feta i store stykker og de bagte oliven. Det er ikke sikkert, du skal bruge dem alle. Den gode nyhed er, at de er fremragende til et glas vin, eller en kold øl 🙂
  • Til sidst kværnes lidt peber over salaten.

Noter

Prøv at finde ordentlige oliven til denne salat. Mange af de sorte oliven, som vi har adgang til, er grønne oliven, som er farvet med kemi, for at spare tid. Det er sikkert smart, set fra et forretningsperspektiv, men det er ikke lige det, jeg drømmer om at putte i min salat.
Salaten skal helst samles i sidste øjeblik, da persillen og vandmelonen hurtigt bliver “træt”. Men du kan sagtens skære melonen nogle timer før den skal serveres,  og opbevare den i en plastikbeholder i grøntsagsskuffen i køleskabet. 
Jeg har ikke skrevet forberedelsestid ind. Ikke alle er lige hurtige i et køkken, og nogle gange er det også hyggeligt at tage den tid, det tager. 
Keyword ekstra jomfruolivenolie, feta, lime, mynte, persille, rødløg, rosmarin, sorte oliven, vandmelon
Udgivet i Skriv en kommentar

Vaniljeis med ekstra jomfruolivenolie

Verdens nemmeste dessert. Måske lidt overraskende med kombinationen is og olivenolie, men hvem vil ikke gerne overraskes?
Tilb. tid 5 min
Ret Dessert
Køkken Spansk

Ingredienser
  

  • Vaniljeis
  • Ekstra jomfruolivenolie

Sådan gør du
 

  • Køb en vaniljeis af rigtig god kvalitet og læg iskugler på en tallerken eller i et flot glas
  • Vælg din yndlingsolie – og her skal du ikke gå ned på kvaliteten. Hæld lidt over isen, pynt med lidt citronmelisse, lidt rosé-peber eller et par jordbær
  • Stil flasken med ekstra jomfruolivenolie på bordet ved servering. Alle skal alligevel have mere…

Noter

Prøv at eksperimentere med forskellige olivensorter, og gerne en tidlig høst. Isens sødme kan fint klare modspillet. Manzanilla Cacereña, Hojiblanca eller Picual vil være et godt valg.
Keyword ekstra jomfruolivenolie, vaniljeis
Udgivet i Skriv en kommentar

Maris fyldte æg – et hit

Spanske æg med tunfyld, perfekte til frokostbordet eller som tapas
Forb. tid 10 min
Tilb. tid 20 min
Ret Forret, tapas
Køkken Spansk
Antal 4 stk

Ingredienser
  

  • 4 æg
  • 1/2 dåse tun
  • 4 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • 1 spsk mayonnaise med top
  • 1 spsk creme fraiche med top
  • 1/2 fed hvidløg
  • citronsaft, salt, peber, paprika, ærteskud eller dild

Sådan gør du
 

  • Kog æggene 10 min og lad dem køle af
  • Pil æggene og tag æggeblommerne ud
  • Blend æggeblommer med en halv dåse tun og olien. Smag til med salt, peber og citronsaft
  • Sprøjt massen i æggene – du kan også bruge en teske
  • Rør dressing af mayonnaise, creme fraiche, presset hvidløg og fordel det over æggene, Smag dig frem mht hvidløgsmængde
  • Pynt med paprika, ærteskud (eller dild, eller rucola)

Noter

Æggene kan sagtens laves i god tid i forvejen og stilles koldt, til de skal spises.
Keyword æg, ærteskud, creme fraiche, ekstra jomfruolivenolie, hvidløg, mayonnaise, paprika, tun
Udgivet i Skriv en kommentar

Solæg – en ægte sønderjysk specialitet

Disse solæg er perfekte til frokostbordet, eller som tapas.
Forb. tid 1 d
Tilb. tid 1 t
Ret Forret, frokost, tapas
Køkken dansk
Antal 4

Ingredienser
  

  • 4 æg
  • løgskaller
  • 130 g salt
  • 1 l vand
  • sennep
  • ekstra jomfruolivenolie

Sådan gør du
 

  • Æggene koges i 20 minutter og afkøles. Herefter trilles de på et skærebræt, med let tryk af hånden, så skallen brydes. Dette er nødvendigt for at give æggene et marmoreret udseende.
  • Kog en lage op af 1 liter vand, tilsat 130 g salt og løgskaller (alm løg eller rødløg). Man kan også bruge rødkål, det giver en flot marmorering.
  • Si lagen, lad den afkøle og hæld den i et sylteglas, skål eller lign. Læg de kogte æg i lagen, og lad dem stå i mindst et døgn.
  • Pil æggene, skær dem over på langs og pil forsigtigt blommen ud. Læg en lille klat sennep i hullet, fyld med ekstra jomfruolivenolie og læg blommen omvendt på.
  • Spises i een mundfuld, gerne med en øl og snaps til.

Noter

Æggene kan serveres upillede ved bordet, med tilbehøret ved siden af, så alle kan fylde deres æg med det, de bedst kan lide. Som fyld kan du bruge sennep, dijonnaise, ekstra jomfruolivenolie, Tabasco og en god eddike.
Keyword æg, ekstra jomfruolivenolie, sennep
Udgivet i 1 kommentar

Chocolate Chip Cookies med olivenolie

Hurtigt tilberedt, og utrolig lækre. Et drys flagesalt på småkagerne giver dem et ekstra twist. Du kan selvfølgelig udelade det, hvis du ikke kan lide kombinationen af salt og chokolade.
Smager kagerne så af olivenolie? Svaret er nej, da jeg har brugt olie fra en af de knapt så skrappe olivensorter. Dejen er hurtigt tilberedt, da man ikke skal bruge tid på at blødgøre smør, og så får man samtidig de gode egenskaber fra olivenolien med i købet.
5 fra 1 stemme
Forb. tid 15 min
Tilb. tid 16 min
Ret Kager
Køkken Amerikansk, dansk
Antal 15 stk

Ingredienser
  

  • 1 dl ekstra jomfruolivenolie Brug fx Manzanilla Cacereña-olivenolie
  • 90 g brun farin eller muscovadosukker
  • 70 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk salt
  • 145 g mel
  • 1/4 tsk natron
  • 100 g chokolade

Sådan gør du
 

  • Tænd ovnen på 165C.
  • Kom sukker, olivenolie og æg i en skål. Brug en håndmixer og pisk i ca. 1 min.
  • Tilsæt mel, salt og natron, og fold det i dejen med en skraber.
  • Hak chokoladen meget groft og vend den i dejen.
  • Sæt toppe af dejen på en bageplade, beklædt med bagepapir. Jeg bruger en spiseske, hvilket giver nogle lidt større småkager.
  • Drys en smule flagesalt på hver kage.
  • Bag i ovnen til kanten på kagerne føles fast (15-17 min).
  • Smager dejligt lune, men kan sagtens gemmes i en kagedåse (hvis der ellers er flere tilbage)
Keyword æg, chokolade, cookies, flagesalt, Olivenolie, sukker
Udgivet i Skriv en kommentar

Appelsinsalat

Frisk, syrlig, hurtig og perfekt til fx fjerkræ og svinekød.
Forb. tid 20 min
Ret Salat
Køkken Middelhavet
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 4-6 appelsiner
  • 1 håndfuld sorte oliven – ikke de farvede (se note)
  • ekstra jomfruolivenolie Vælg en kraftig olivenolie, fx en Early Harvest fra Entre Caminos fra Rosario
  • flagesalt og friskkværnet peber
  • friske krydderurteblade, fx citronmelisse

Sådan gør du
 

  • Skær top og bund af appelsinerne, og læg dem på et skærebræt. Med en skarp kniv skæres nu oppefra og ned, så skallen fjernes. Skær dybt, så de hvide hinder ikke kommer med.
  • Skær appelsinerne i tynde skiver og arrangér dem på et fad, eller en stor tallerken.
  • Hæld ekstrajomfruolivenolie over. Hvor meget, afhænger af mængden af appelsin, men der skal bruges en del.
  • Drys med flagesalt og friskkværnet peber. Læg oliven på appelsinskiverne og dekorér evt, med krydderurteblade.
  • Note: Køb sorte oliven, som ikke er farvede. De er ikke lette at finde, langt de fleste sorte oliven, som sælges i diverse supermarkeder, har været igennem en omgang plastikkirurgi. Tjek varedeklarationen. Hvis der fx optræder E579, som også har det charmerende navn "farvestabilisator", er det grønne oliven, som har fået farve. Kan du ikke skaffe ordentlige sorte oliven, så vælg grønne oliven af høj kvalitet.
Keyword appelsin, oliven, Olivenolie
Udgivet i Skriv en kommentar

Rosario Extra Virgin Cocktail

Dejlig frisk cocktail med en flot farve
Forb. tid 10 min
Ret Drinks
Køkken Middelhavet
Antal 2 personer

Equipment

  • Shaker
  • Muddler/stamper

Ingredienser
  

  • 1 strimmel appelsinskal fra en økologisk appelsin
  • 5 stk basilikumblade
  • 0,5 dl Vodka
  • 1 økologisk appelsin
  • 1 spsk Cointreau eller Gran Marnier
  • 1 spsk tør Vermouth
  • 1 spsk Rosario Manzanilla Cacereña ekstra jomfruolivenolie
  • Isterninger

Sådan gør du
 

  • Mas appelsinskallen og basilikumbladene i en shaker med en stamper/muddler (eller brug enden af en trægrydeske). Hovedsagen er, at smagsstofferne i appelsinskallen og basilikummen bliver frigjort.
  • Tilsæt øvrige ingredienser, sæt låget på shakeren og ryst til isterningerne har overført kulde til de øvrige ingredienser.
  • Nu er der så to muligheder. Enten at hælde direkte fra shakeren i glassene, hvilket vil give små grønne stykker basilikum og – hvis du har været rigtig aggressiv med muddleren -også små stykker appelsinskal.
    Foretrækker du en mere ensartet drink, uden stykker af krydderierne, så skal det sies.
    Der kan tilsættes en dråbe olivenolie til sidst, som ekstra finish.
    Uanset hvilken metode, du vælger, så…skål 🙂
Keyword appelsin, basilikum, cointreau, gran marnier, isterninger, Olivenolie, vermouth, vodka
Udgivet i Skriv en kommentar

Kålsalat med parmesan, æble og parmaskinke

Salaten kunne også hedde ”sprødstegt parmaskinke er konge”. Parmaskinkens salte sprødhed løfter nemlig grønkål og blomkål op på et helt andet niveau. Jeg troede aldrig, jeg ville sige det, men det her overgår bacon.
 Salaten er nemt lavet – især hvis du vælger at købe færdigskyllet og -hakket grønkål, og benytter dig af blomkålsris. Det eneste lidt besværlige er at pille de ultratynde skinkeskiver fra hinanden og placere dem på en bageplade, på et stykke bagepapir. Men alle trængsler er glemt, når du sætter tænderne i den sprøde skinke.
Salaten skal ikke stå for længe, da kålen hurtigt bliver ”træt”, fordi der er tilsat salt. Vil du lave den i god tid, kan du vente med at tilsætte salt til allersidst.
Forb. tid 45 min
Tilb. tid 10 min
Ret Forret, Salat
Køkken dansk, Middelhavet
Antal 4

Ingredienser
  

  • 100 g skyllet og hakket grønkål
  • 100 g blomkålsris Kan købes færdigrevet
  • 1 økologisk citron, saft og skal
  • 0,5 dl ekstra jomfruolivenolie, fx Entre Caminos Hojiblanca fra Rosario
  • 1 dl høvlet parmesanost
  • 1 pakke parmaskinke i skiver
  • 1 stk æble
  • salt og peber
  • 1 håndfuld ristede hasselnødder

Sådan gør du
 

  • Start med at riste skinken. Læg skinkeskiverne på bagepapir og sæt i ovn ved 200C midt i ovnen. Alt afhængig af din ovn skal de have 10-15 min. De skal være sprøde, men ikke brændte – og grænsen er hårfin, lidt som med småkager. Lad skiverne afkøle på pladen.
    Rist hasselnødderne på en tør pande og fjern skallerne ved at gnide dem mellem to stykker køkkenrulle, eller i håndfladen.
  • Bland de to slags kål i en stor skål, riv skallen fra citronen fint og tilsæt. Pres saften fra citronen ned over kålen og krydr med flagesalt og groftkværnet peber – hvor meget, er en smagssag. Prøv dig frem.
  • Hæld olivenolien ned i skålen. Nu skal olien masseres ind i kålen. Og det gøres bedst med fingrene, for at få olien godt indarbejdet i kålen.
  • Så kommer turen til æble og parmesan. Her skal du helst bruge et mandolinjern, men et skarpt rivejern, som kan lave skiver, kan også gøre det. Høvl først parmesan, så æble tyndt, så du får fine, delikate skiver.
  • Til sidst samles salaten. Den præsenterer sig rigtig godt på et fad (se billedet).
    Læg indholdet fra skålen i midten, dekorér med æbleskiverne, parmesanskiverne, nødderne, og stik til sidst den sprødstegte skinke ned i salaten.
    Kan spises til alt og er også velegnet som frokostret.
Keyword æble, blomkål, citron, grønkål, hasselnødder, Olivenolie, parmaskinke, parmesan
Udgivet i Skriv en kommentar

Halloumisalat med olivenolie og årstidens frugter

Denne salat kan varieres efter årstid. Se under ”frugter”.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 10 min
Ret Forret, Salat
Køkken dansk, Middelhavet
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 Icebergsalat brækkes i store stykker
  • 1 Halloumiost i skiver steges i lidt olivenolie på en pande
  • 2 dl Edemamebønner (eller grønærter)
  • 1 håndfuld saltede mandler grofthakkes
  • 2 nektariner eller ferskner skæres i både
  • 1 håndfuld hindbær
  • 0,5 dl ekstra jomfruolivenolie fx Manzanilla Cacereña fra Rosario
  • flagesalt og friskkværnet peber

Sådan gør du
 

  • Steg halloumiskiverne på en pande i lidt olie. De kan også tilberedes i ovn v 200C, til skiverne er gyldne (tager ca 10-12 min). Herved bliver osten sprødere.
    Når osten er afkølet, skæres den i strimler.
  • Anret de store stykker brækket iceberg i en stor salatskål. Hæld edemamebønnerne over, herefter drysses med flagesalt og den friskkværnede peber.
  • Læg frugterne på, og drys til sidst mandlerne over.
  • Frugter:
    Hindbær kan erstattes med blåbær, nektariner med mango.
Keyword ærter, blåbær, edemame, fersken, Halloumi, hindbær, iceberg, mandler, mango, nektarin, Olivenolie, saltmandler
Udgivet i Skriv en kommentar

Bagt tomatsuppe med frosset basilikum-skum og ristede mandler

Efterår og vinter er suppetid i Danmark. Her kommer opskriften på en helt vidunderlig tomatsuppe. Bemærk fraværet af bouillon. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt, da smagen af tomaterne er så kraftig. Den kraftige smag lokkes frem ved at bage tomaterne ved høj varme. Basilikum er tilsat flødeskummet, og ikke suppen, da krydderurten derved bevarer sin smukke, grønne farve.
Suppen egner sig fortrinligt som gæstemad, både som forret og som hovedret, da alt kan laves færdig på forhånd, så man kun skal ”samle” suppen inden servering.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Ret Forret, Suppe
Køkken Italiensk, Middelhavet, Spansk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1,5 kg. tomater i store tern
  • 1 stk. peberfrugt i store tern
  • 1 stk. chilipeber i store tern
  • 2 fed hvidløg i skiver
  • 1,5 dl. ekstra jomfruolivenolie lavet af fx Manzanilla Cacereña-oliven
  • 3 stk. skalotteløg (eller rødløg, eller andre løg, men så er to nok)
  • 4 spsk. balsamicoeddike
  • 2 dl. piskefløde
  • 1-2 håndfulde frisk basilikum hakket fint
  • 1 håndfuld mandler hakket groft

Sådan gør du
 

  • Tomaterne, peberfrugten og chilipeberen fordeles i en bradepande og drysses med salt og peber. Hæld c. 1 dl. olivenolie over, vend godt rundt, så grøntsagerne dækkes af olien. Bages ved 220C i 12-15 minutter.
    Grøntsagerne fordeles i en bradepande
  • Mens grøntsagerne bager, tilberedes løgene. Hak løgene groft og svits i ekstra jomfruolivenolie, til de er klare.Tilsæt balsamicoeddike og kog ind ved medium varme, til der kun er lidt væde omkring løgene.
  • Når de bagte grøntsagerne er afkølede, blendes de med de balsamicokogte løg, til massen er jævn. Smag til med salt og peber. Tilsæt lidt vand, hvis du synes, suppen er for tyk.
    Grøntsagerne bages
  • Pisk fløden til stift skum. Rør friskhakket basilikum i skummet. Sæt toppe på et skærebræt, beklædt med bagepapir. Du kan bruge en sprøjtetylle, men en spiseske kan også bruges. Det frosne skum vil så få form som et æg (også kaldet quenelle). Sættes i fryseren, til de skal bruges.
    Frosset basilikum-skum
  • Hak en håndfuld mandler groft. Rist dem på en tør pande ved medium varme, til de har fået lidt farve, og sæt dem til side.
  • Ved servering varmes suppen op og portionsanrettes i tallerkner. Læg en frossen flødeskumstop i midten, hæld lidt olivenolie oven på toppen, drys med de ristede mandler og pynt evt. med et basilikumblad til sidst.
    Servér evt. med et godt flute, hvis suppen skal fungere som hovedret. Eller lav selv croutoner af store tern ciabatta-brød, som stænkes med olivenolie, drysses med salt, og bages i ovnen ved 200C, til brødet er gyldent.
    Bagt tomatsuppe
  • Orker du ikke besværet med at fryse skummet, kan du springe fryseprocessen over og bare lægge en klat friskpisket flødeskum i suppen. Snyd dog ikke dig selv for smagen af den friske basilikum.
    Forskellen på de to metoder er, at ikke-frosset flødeskum smelter omgående, hvorimod det frosne skum smelter langsomt i suppen.
    Er du ikke til mælkeprodukter, kan du naturligvis udelade det helt. Dryp i stedet med olivenolie.
Keyword basilikum, Olivenolie, Suppe, Tomat, Vinter