Kålsalat med parmesan, æble og parmaskinke

Jeg kunne også have kaldt salaten ”sprødstegt parmaskinke er konge”. Parmaskinkens salte sprødhed løfter nemlig grønkål og blomkål op på et helt andet niveau. Jeg troede aldrig, jeg ville sige det, men det her overgår bacon 😉
Salaten er nemt lavet – især hvis du vælger at købe færdigskyllet og -hakket grønkål, og benytter dig af blomkålsris. Det eneste lidt besværlige er at pille de ultratynde parmaskinkeskiver fra hinanden og placere dem på en bageplade, på et stykke bagepapir. Men alle trængsler er glemt, når du sætter tænderne i den sprøde skinke. Den skal dog ikke stå for længe, da kålen bliver ”træt”, fordi der er tilsat salt. Vil du lave den i god tid, kan du vente med at tilsætte salt til allersidst.

Kålsalat med Rosario EVOO

Ingredienser til en familiesalat til 4 personer

100 gram skyllet og hakket grønkål
100 gram blomkålsris
1 økologisk citron
½ dl økologisk ekstra jomfruolivenolie
1 dl høvlet parmesanost
1 pakke parmaskinke i skiver
1 æble med skræl
Salt og peber

Start med at riste skinken. Læg skinkeskiverne på bagepapir og sæt i ovn ved 200C midt i ovnen. Alt afhængig af din ovn skal de have 10-15 min. De skal være sprøde, men ikke brændte – og grænsen er hårfin, lidt som med småkager. Lad skiverne afkøle på pladen.

Bland de to slags kål i en stor skål, riv skallen fra citronen fint og tilsæt. Pres saften fra citronen ned over kålen og krydr med flagesalt og groftkværnet peber – hvor meget, er en smagssag. Prøv dig frem.

Hæld olivenolien ned i skålen. Nu skal olien masseres ind i kålen. Og det gøres bedst med fingrene. Når olien er godt indarbejdet i alle ingredienserne, kommer turen til æble og parmesan. Her skal du helst bruge et mandolinjern. Høvl først parmesan, så æble tyndt, så du får fine, delikate skiver.

Til sidst samles salaten. Den præsenterer sig rigtig godt på et fad (se billede).

Læg indholdet fra skålen i midten, dekorér med æbleskiverne, parmesanskiverne, og stik til sidst den sprødstegte skinke ned i salaten.

Kan spises til alt og er også velegnet som frokostret.

Hvis du er interesseret i andre vegetariske opskrifter kan vi anbefale vegetar.dk